Resultat af effektiviseringsindsatsen 2016-2020

Den almene boligsektor har fra 2014 til 2020 effektiviseret for omkring 1,8 mia. kr. Sektoren har dermed mere end opfyldt målsætningen om at effektivisere for 1,5 mia. kr. pr. 2020.

Den almene boligsektor opfyldte effektiviseringsmålsætningen før tid

Den almene boligsektors store effektiviseringsindsats viste sig ved aftalens afslutning ved, at sektoren fra 2014 til 2020 havde effektiviseret driften for omkring 1,8 mia. kr. Sektoren havde dermed overgået målsætningen om i 2020 at opnå en besparelse på 1,5 mia. kr.

De store besparelser har mange steder betydet lavere huslejer for den almene sektors beboere. Andre steder er besparelserne blevet brugt til at henlægge til bygningernes fremtidige vedligehold, så store huslejestigninger undgås i fremtiden.

Grafen herunder viser udviklingen i sektorens effektivisering. Udgiftsniveauet i 2014 er markeret med rødt, og det er dette udgiftsniveau, sektorens effektivitetsindsats måles mod. Sektorens effektivitetsmålsætning er markeret med grøn. Forskellen mellem den røde og den grønne vandrette linje svarer til 1,5 mia. kr.  

Den sorte kurve angiver sektorens effektivitetsudvikling. Det fremgår, at sektoren i 2020 havde effektiviseret for mere end 1,5 mia. kr.

Figur: Udvikling i den almene boligsektors driftsudgifter

Figuren viser at de relevante driftsudgifter fra 2014 til 2020 er faldet med 1,8 mia. kr. hvilket er mere end målsætningen på 1.5 mia. kr.

Anmærkning: Figuren er beregnet i 2014-priser og -boligareal. De udgifter, der er omfattet, er driftsudgifter, som afdelinger og boligorganisationer i nogen grad kan påvirke. De monitorerede udgifter svarer til omkring 50 pct. af sektorens samlede udgifter.